Højesteret har ved dom af 8. november 2013 stadfæstet Landsrettens dom og derved tiltrådt Ankestyrelsens afgørelse om, at en lærer ikke var udsat for en ulykke i Arbejdsskadesikringslovens forstand, da hun i forbindelse med en undvigemanøvre som gårdvagt fik rygsmerter.

Sagens faktum:

Sagen drejer sig om en kvindelig lærer, der tidligere indimellem havde haft gener i ryggen, herunder hold i ryggen, og som den 13. november 2008 fik akutte ryggener i forbindelse med, at hun skulle undvige et sammenstød med en elev, der kom løbende med en bold.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen havde afvist at henføre tilfældet under Loven med henvisning til, at belastningen ikke var så voldsom, så den var egnet til at medføre en skade i ryggen. Retslægerådet havde under sagen udtalt, at hændelsen godt kunne udløse ryggener, men at den tilgrundliggende årsag for lænderyglidelsen og hendes varige ryggener var en forudbestående lidelse, og at hun ifølge egen læges notater tidligere havde haft tendens til lændehold.

Højesteret udtaler generelt, at det, for at der kan tages stilling til, om der er årsagssammenhæng, må afklares, ”hvilken skade der hævdes forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Der stilles efter forarbejderne beskedne lægelige krav til den anmeldte skade, og forbigående smerter vil således opfylde kravene til personskade. Personskadebegrebet må imidlertid fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand”.

På baggrund heraf lagde Højesteret til grund, at hun ”allerede forud for hændelsen havde tendens til, og flere gange havde haft, hold i lænden, og at hendes langvarige kroniske ryglidelse, og de smerter denne lidelse medfører, skyldes degenerative forandringer og rygskævhed og ikke hændelsen”, og fandt derfor ikke, at hændelsen havde medført ”forværring af en kronisk ryglidelse, eller den har påført hende smerter udover dem, der er en følge af den kroniske lidelse, i et omfang der i sig selv udgør en personskade”.

Højesteret mente herefter ikke, at den skadelidte ved hændelsen ”har pådraget sig en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringsloven …”.

Kommentarer:

Ved dommen har Højesteret således fastsat en nedre grænse for, hvad der skal til for at anerkende en skade, og navnlig lagt vægt på at skadesbegrebet skal fastlægges i ”lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven”. Der kan eksempelvis ikke efter Arbejdsskadesikringsloven gives svie- og smertegodtgørelse, og det vil indebære, at der godt kan være tale om tilskadekomster i form af forbigående smerter og smerter, der går over af sig selv, som vil kunne udløse godtgørelse for svie og smerte efter almindelige erstatningsretlige regler, men ikke føre til at skaden nødvendigvis anerkendes som arbejdsskade efter Arbejdsskadesikringslovens regler.

Henvendelse vedrørende dommen kan rettes til Søren Kjær Jensen, der har ført sagen på vegne Danmarks Lærerforening.