Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.
18.02.2014

Første principafgørelse om fleksjob efter reformen

Elmer & Partnere


Ankestyrelsen har i den første principafgørelse om fleksjob efter førtidspensions- og fleksjobreformen, der trådte i kraft 1. januar 2013, slået fast, at der ikke gælder noget retskrav på at få forelagt sin sag for de tværfaglige rehabiliteringsteams, der blev sat i verden i forbindelse med reformen.


Uforståelig forskelsbehandling mellem ansøgere om fleksjob og ansøgere om førtidspension

Det er Elmer & Partneres opfattelse, at afgørelsens resultat var forventeligt henset lovforarbejderne til førtidspensions- og fleksjobreformen. Det er samtidig vores opfattelse, at der også på fleksjobområdet bør vedtages lovhjemmel til at få sin sag forelagt rehabiliteringsteamet på det foreliggende grundlag. Efter reglerne om førtidspension har ansøgeren mulighed for at få behandlet sin sag på det foreliggende oplysningsgrundlag. Fleksjobordningen udgør en væsentlig om ikke den væsentligste del af den sociale sikring for personer med varigt nedsat arbejdsevne. Det er efter vores opfattelse særdeles vanskeligt at se nogen begrundelse for, at retten til at få sin sag forelagt rehabiliteringsteamet alene skal gælde personer, der ansøger om førtidspension på det foreliggende grundlag, men ikke for personer som ansøger om fleksjob.


Ankestyrelsens afgørelse – princippet om faktisk forvaltningsudøvelse

Det følger af beskæftigelsesindsatsloven, at inden der kan træffes afgørelse om fleksjob, skal der udarbejdes rehabiliteringsplanens forberedende del, og sagen skal forelægges rehabiliteringsteamet.


For den person som ansøger om et fleksjob kan det derfor være et problem, hvis jobcenteret ikke forelægger sagen for rehabiliteringsteamet, idet der så ikke vil foreligge det fornødne grundlag for at tilkende fleksjob.


Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der indførte reformen, at beslutningen om, hvorvidt sagen skal forelægges rehabiliteringsteamet, er overladt til kommunen og udgør såkaldt – faktisk forvaltningsudøvelse – og derfor ikke kan påklages.


Det er derfor ikke nogen overraskelse, at Ankestyrelsen når frem til, at denne beslutning ikke kan påklages. Mere interessant er det, at Ankestyrelsen henviser til sin tidligere praksis, hvorefter et sagsbehandlingsskridt – faktisk forvaltningsudøvelse – der reelt må sidestilles med et afslag på fleksjob, kan påklages som en afgørelse om afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.


Retstillingen efter Ankestyrelsens seneste principafgørelse må herefter antages at være, at der ikke kan påklages over selve beslutningen om, at sagen ikke forelægges for rehabiliteringsteamet, bortset fra i den situation, hvor afslaget kan sidestilles med et afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag. Det må antages, at en situation, hvor jobcenteret afviser at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, ikke, fordi arbejdsevnen er uafklaret, men fordi arbejdsevnen efter jobcenterets opfattelse ikke er tilstrækkelig nedsat, vil udgøre kerneområdet for sager, hvor afslaget kan sidestilles med et afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag og dermed udløse klageret.


Henvendelser kan ske til advokat Nikolaj Nielsen.


Flere nyheder
Om os