Med dommen af 30. september 2014 ændrer Højesteret både Byrettens- og Østre Landsrets domme, der begge havde frifundet Topdanmark for at betale erhvervsevnetabserstatning for følger efter ulykke i 2005. Sagen var – efter at være ført af en anden advokat – af specialistfirmaet Elmer & Partnere (advokat Karsten Høj) indbragt for Højesteret med særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, fordi sagens problemstillinger blev anset for principielle og af betydning for andre sager. Dommen sikrer, at erstatningsansvarslovens regel om genoptagelse af afsluttede sager bliver forstået, som det var meningen, da den blev ændret i 2002. Formålet var i højere grad end efter den tidligere retstilstand at tilgodese de skadelidte, der trods en skade genoptager et arbejde, og som så senere må erkende, at de ikke kan klare det i fuldt omfang.
Sagen om erstatning blev afsluttet i sommeren 2006; kun godt et år efter skadens indtræden. Den skadelidte havde da fortsat store helbredsmæssige problemer. En arbejdsprøvning viste, at han kun kunne arbejde ca. 20 timer med lettere pedelarbejde, men han fandt alligevel selv et fuldtidsarbejde til normal løn. Arbejdet, der foregik om natten og bestod i overvågning af en maskine, var utvivlsomt meget skånsomt med mulighed for hvil m.m. og uden fysiske krav af betydning. Skadelidte havde tidligere haft flere godt lønnede jobs som ufaglært, men han var, da skaden skete uden arbejde. Da han nu havde genoptaget et arbejde i ”fuldt omfang”, ville Topdanmark ikke betale erstatning for tab af erhvervsevne. Det accepterede han efter lidt skriveri mellem hans daværende advokat og selskabet. Efter godt 2 år blev jobbet nedlagt, han blev flyttet til andet mere krævende arbejde, som han ikke kunne klare og det førte til en sygemelding. Den ihærdige mand fandt igen selv et nyt arbejde, men efter 7-8 måneder blev han afskediget fra det. Efter yderligere afklaring og forsøg på at arbejde fik han i 2011 tilkendt fleksjob.
Da han i 2010 kontaktede Topdanmark for at få sagen genoptaget, afviste de det med den begrundelse, at der ikke var skete ændringer i hans forhold, som ikke kunne forudses, da sagen blev afsluttet. Deres synspunkt var således, at det tab, han havde i 2010/2011, havde han reelt allerede i 2006, da sagen blev afsluttet. Da sagen blev anlagt senere i 2010 påstod Topdanmark oveni, at kravet var forældet, da der var gået mere end 5 år fra skadens indtræden.
Byretten afviste hans krav udelukkende med henvisning til forældelse. Østre Landsret mente, at kravet var uberettiget både på grund af forældelse, og fordi betingelserne for genoptagelse ikke var opfyldt. Højesteret afviser begge indsigelser overfor kravet og dømmer Topdanmark ud fra, hvad nogen vil kalde en klassisk formålsfortolkning af genoptagelsesreglen, således som den blev udformet ved lovændringerne i 2002. Dommen med tilhørende underinstansdomme kan læses her.
Det er en af de meget vigtige Højesteretsdomme, der sikrer, at lovgivers intentioner, om hvordan personskadeerstatning skal tilkendes de skadelidte, fastholdes. Havde sagen fået det modsatte resultat, havde det haft den konsekvens, at man i mange tilfælde ikke vil kunne afslutte en sag, selvom den skadelidte igen er i arbejde. Det ville have ført til mange unødvendige sagsanlæg for at afbryde forældelsesfristen. Dommen viser også, at lovfortolkning hører til i Højesteret.
Kontakt kan rettes til advokat Karsten Høj, der som anført overtog sagen i Højesteret. På vores side om personskade, kan du læse mere om vores arbejde med denne type sager.