Faktum:

En ung kvinde kom i maj måned 2003 ud for en ulykke, der påførte hende en alvorlig hjernerystelse, der kom til at medføre et varigt mén på 12 % for følger efter hjernerystelse (“post commotionelt syndrom”). Forsikringsselskabet betalte løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og valgte i juli måned 2004 at anmode Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabet. Den fremkom i januar 2006; altså mere end 2½ år efter ulykken. Da de erhvervsmæssige forhold da ubestridt var uafklarede, afgav Styrelsen en midlertidig udtalelse om, at erhvervsevnetabet – trods den stort set uafklarede situation – skønnedes nedsat med 15 %. Det blev begrundet med, at de lægelige forhold var velbelyste, og at der var tale om funktionsbegrænsninger i ret udtalt omfang, hvilket talte for et større tab, men omvendt tegn på en vis bedring. Der blev også lagt vægt på, at kvinden ikke havde kunnet gennemføre et afklarende forløb hos Plan & Handling mere end en uge, da det medførte forøgede gener, men omvendt var et behandlings- og optræningsforløb på Daghøjskolen i Centrum forløbet positivt. På tidspunktet for udtalelsen i januar 2006 var det oplyst, at der skulle iværksættes arbejdsprøvning, men det var endnu ikke sket; heller ikke hvordan det skulle ske.

Selskabet betalte herefter erhvervsevnetabserstatning med 15 % og ophørte med at betale tabt arbejdsfortjeneste. Efter arbejdsprøvning m.m. og et meget langsommeligt forløb i kommunen blev kvinden bevilget fleksjob. Selskabet sendte derefter sagen i Arbejdsskadestyrelsen igen, der i december 2008 vurderede erhvervsevnetabet til endeligt 60 %. Det, var parterne enige om, var korrekt. Under retssagen oplyste Arbejdsskadestyrelsen, at erhvervsevnetabet kunne have været vurderet midlertidigt til 50 % i oktober 2006 og endeligt til 60 % i juli 2007.

Højesteret skulle herefter tage stilling, om retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte i januar 2006, i december 2008 eller på et tidspunkt derimellem.

Resultat:

Højesteret delte sig i flertal på 3 dommere, der fandt, at den midlertidige vurdering af erhvervsevnetabet til 15 % var “minimumsvurdering og ikke en vurdering af det faktiske, varige erhvervsevnetab, og den kan derfor ikke bringe forpligtelsen til at tabt arbejdsfortjeneste til ophør”. Da forsikringsselskabet på de mulige tidspunkter for en midlertidig eller endelig vurdering ikke havde foretaget denne og betalt erstatning for tab af erhvervsevne, ophørte retten først ved Arbejdsskadestyrelsens endelige vurdering i december 2008. Kvinden har dermed ret til yderligere erstatning med godt 600.000 kr. og renter fra juli 2009.

Mindretallet på 2 dommere ville stadfæste Østre Landsrets dom med den begrundelse, at Arbejdsskadestyrelsen i januar 2006 foretog et konkret skøn af kvindens fremtidige erhvervsevne, og derfor var der ifølge dem ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen.

Kommentarer:

Den store udfordring i sagen var, at det var en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, der skulle tilsidesættes. Den var gentagne gange fastholdt og begrundelsen for, at der var et forsvarligt grundlag for at foretage en vurdering af erhvervsevnetabet til 15 % i januar 2006, var uddybet af Styrelsen, senest under Højesteretssagens forberedelse. Domstolene er tilbageholdne med at tilsidesætte sådanne vurderinger, hvilket forsikringsselskabet slog hårdt på. De havde yderligere det gode argument, at der var betalt tabt arbejdsfortjeneste i 2½ år, og at lovgiver, da man ændrede reglerne i 2002, havde forudsat en periode for tabt arbejdsfortjeneste på ca. 2 år, så man formodningsvis derefter ville kunne skønne over den fremtidige erhvervsevne; i hvert fald midlertidigt.

Det er for de skadelidte generelt et meget tilfredsstillende resultat. Hovedformålet med at føre sagen har været at få fastslået, at muligheden for at bringe retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør ikke kan ske med en”mindst-15 %-vurdering”. Var det blevet accepteret, ville skadevoldere og deres forsikringsselskaber selvsagt have taget det til sig og i sager med alvorligere skade tidligt i forløbet have forsøgt sig med, at der nu kan foretages et konkret skøn over den fremtidige erhvervsevne stort set alene baseret på sagens lægelige oplysninger og ud fra disse vurdere, at erhvervsevnetabet mindst bliver på 15 %. Dommen sikrer, at retten til tabt arbejdsfortjeneste først kan bringes til ophør, når der kan foretages et konkret og kvalificeret skøn over det faktiske, varige erhvervsevnetab; dvs. den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte. Det gælder også, selvom der konkret er betalt tabt arbejdsfortjeneste længe. Dommen slår også fast, at betingelserne/kravene til vurdering af den fremtidige erhvervsevne er den samme for skadevolderen som for Arbejdsskadestyrelsen.

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der førte sagen for den unge kvinde.