Østre Landsret har ved dom af 3. februar 2016 i et omfattende gruppesøgsmål, der omfattede ca. 800 statslige tjenestemænd, frifundet Moderniseringsstyrelsen og syv andre statslige arbejdsgivere for yderligere efterbetaling af feriepenge til tjenestemændene.
Under retssagernes forberedelse havde de statslige arbejdsgivere anerkendt, at der gælder en 5-årig og ikke kun en 3-årig forældelsesfrist og havde dermed anerkendt efterbetaling af feriepenge til ca. 400 tjenestemænd.
Moderniseringsstyrelsen havde for så vidt angår de resterende tjenestemænd påstået afvisning af søgsmålet mod Moderniseringsstyrelsen, fordi der ikke var retlig interesse, når styrelsen ikke er den direkte arbejdsgiver. I de øvrige sager bestred Moderniseringsstyrelsen synspunktet om foreløbig afbrydelse, idet styrelsen anførte, at sådanne efterbetalingskrav kun kan forhandles med den enkelte arbejdsgiver.
Landsretten slår nu fast, at de forhandlinger – der føres mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg og Moderniseringsstyrelsen, og som vedrører alle tjenestemænd – i udgangspunktet er omfattet af forældelseslovens § 21, stk. 5, om foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen.
Sagens faktum
I medfør af den tidligere § 17 i Statens Ferieaftale bortfaldt tjenestemændenes ret til feriepenge, hvis de var optjent under længerevarende sygefraværsperiode, og tjenestemanden blev opsagt med ret til pension. En dom af 20. januar 2009 fra EF-Domstolen fastslog imidlertid, at det var i strid med arbejdstidsdirektivet at lade retten til en årlig betalt ferie bortfalde, selvom sygdom forhindrede arbejdstageren i at afholde den.
Personalestyrelsen (nu Moderniseringsstyrelsen) kontaktede derfor Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) i marts 2010 med henblik på at indgå aftale om ophævelse af § 17 i ferieaftalen. En ophævelse af bestemmelsen ville betyde, at en række tjenestemænd og andre ansatte på tjenestemandsvilkår, som havde mistet deres optjente feriegodtgørelse, fik et efterbetalingskrav. Virkningstidspunktet for ophævelsen blev derfor meget relevant.
Om dette spørgsmål indtog Personalestyrelsen først det standpunkt, at ophævelsen kun skulle have virkning for tjenestemænd fratrådt efter EF-Domstolens dom. Det var CFU ikke var enig i. Parterne aftalte derfor i marts 2010, at de var uenige om dette spørgsmål, og man nøjedes med at ophæve aftalen. Efterfølgende udstedte Personalestyrelsen et cirkulære den 16. august 2010, hvor de meddelte, at (kun) tjenestemænd fratrådt efter dommen havde krav på efterbetaling.
På baggrund af en henvendelse fra Djøf i vinteren/foråret 2011 vedrørende to konkrete Djøf-sager, ændrede Personalestyrelsen standpunkt og udstedte et nyt generelt cirkulære den 17. august 2011. Her meddelte styrelsen, at også tjenestemænd fratrådt før dommen skulle have efterbetaling, men kun hvis kravet ikke var forældet. Ifølge cirkulæret skulle tjenestemanden have rejst sit krav senest 3 år efter sin fratræden.
Efter forgæves forsøg på at aftale en generel suspension af forældelse med Moderniseringsstyrelsen blev sagen indbragt for domstolene den 17. august 2012 – altså 1 år efter cirkulæret af 17. august 2011. Sagen blev anlagt som gruppesøgsmål mod en række navngivne arbejdsgivere. Derudover blev anlagt et hovedsøgsmål mod Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen.
Elmer & Partnere gjorde gældende, at der gjaldt en 5-årig forældelsesfrist (som også i andre ansættelsesforhold), og at forældelsesfristen havde været foreløbigt afbrudt på grund af drøftelserne mellem CFU/Djøf og Moderniseringsstyrelsen (tidligere Personalestyrelsen).
Efter sagsanlægget anerkendte de statslige arbejdsgivere, at der gjaldt en 5 årig forældelsesfrist, og anerkendte dermed, at der skulle ske efterbetaling til alle tjenestemænd fratrådt i perioden 5 år forud for sagsanlægget (altså i perioden 17. august 2007 til 17. august 2012).
Derpå udstedte Moderniseringsstyrelsen et nyt cirkulære den 7. maj 2013. De meddelte nu, at der gjaldt en 5 årig forældelsesfrist for efterbetaling af feriepengekrav, og at der skulle ske genoptagelse af sager, hvor myndighederne havde lagt den forkerte 3-årige forældelsesfrist til grund.
Parternes hovedsynspunkter
Søgsmålets hovedproblemstilling var, om drøftelserne mellem parterne efter EF-dommen havde haft forældelsessuspenderende virkning efter forældelseslovens § 21, stk. 5, eller en analogi heraf, eller om cirkulæreskrivelserne havde karakter af foreløbigt afbrydende skridt efter forældelseslovens § 21, stk. 2, eller en analogi heraf.
Moderniseringsstyrelsen og de øvrige statslige arbejdsgivere bestred, at forhandlingerne mellem CFU og Moderniseringsstyrelsen, kunne have suspenderende virkning efter forældelseslovens § 21, stk. 5, i forhold til den enkelte tjenestemands efterbetalingskrav overfor de enkelte arbejdsgivere. En sådan suspension måtte forudsætte, at de enkelte tjenestemænd – eventuelt via deres fagforbund – havde rettet henvendelse til den enkeltes statslige arbejdsgiver (altså den konkrete skyldner). Moderniseringsstyrelsen og arbejdsgiverne henviste til ordlyden af forældelseslovens § 21, stk. 5, der anvender begreberne ”skyldneren” og ”fordringshaveren”.
Moderniseringsstyrelsen havde også nedlagt påstand om afvisning af hovedsøgsmålet (mod Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen), fordi CFU ikke havde retlig interesse heri. Moderniseringsstyrelsen anførte, at de ikke var arbejdsgiver i forhold til de af sagerne der omfattede tjenestemænd. Styrelsen kunne heller ikke anses som overordnet arbejdsgivermyndighed på statens område.
CFU’s synspunkt var herimod, at formålet bag bestemmelserne om suspension forudsætter, at der indtræder suspension, når blot man med rette har føje til at antage, at tvisten kan blive løst. En sådan antagelse kan også omfatte tilfælde, hvor forhandlingerne foregår på et mere overordnet niveau, når blot både debitor og kreditor har været behørigt repræsenteret, hvilket utvivlsomt havde været tilfældet. Tjenestemændene havde derfor med føje kunne forvente, at deres arbejdsgivere ville rette ind efter resultatet af CFU’s drøftelser med styrelsen. Resultatet ville nemlig – som det også faktisk skete – blive udmøntet i instrukser til arbejdsgiveren i form af cirkulæreskrivelser fra Moderniseringsstyrelsen.
Om retlig interesse gjorde CFU tilsvarende gældende, at Moderniseringsstyrelsen spillede en helt central rolle i forhandlingsforløbet, fordi Moderniseringsstyrelsens netop udstedte instrukser i form af cirkulæreskrivelser og også ændrede sine instrukser efter drøftelserne. En ny generel instruks i overensstemmelse med en dom, der måtte give CFU medhold, ville også kun kunne forfattes af Moderniseringsstyrelsen.
Østre Landsrets dom
Selvom Østre Landsret frifinder Moderniseringsstyrelsen og de statslige arbejdsgivere, slår landsretten dog indledningsvis fast, at Moderniseringsstyrelsen ved de udstedte cirkulære har pålagt de underliggende statslige arbejdsgivere instrukser vedrørende virkningstidspunkt og spørgsmålet om forældelse. Der er derfor retlig interesse i at føre hovedsøgsmålet mod Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen.
I tråd hermed slår Østre Landsret også fast, at de forhandlinger, der blev ført mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg og Moderniseringsstyrelsen, og som vedrørte alle tjenestemænd, er forhandlinger som i udgangspunktet er omfattet af forældelseslovens § 21, stk. 5, om foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen.
Ved sin dom frifinder Østre Landsret imidlertid Moderniseringsstyrelsen og de statslige arbejdsgivere på spørgsmålet om, hvorvidt de helt konkrete forhandlinger så også havde haft en sådan foreløbig afbrydende effekt. Det fandt landsretten ikke.
Til gengæld fandt landsretten, at de statslige arbejdsgivere i overensstemmelse med deres anerkendelse om, at der gælder en 5-årig forældelsesfrist, også skulle betale morarenter fra fratrædelsestidspunktet og ikke først fra sagsanlægget, som de ellers havde gjort gældende.
Endelig ophævede landsretten sagens omkostninger med henvisning til bl.a., at Moderniseringsstyrelsen var skyld i misæren på grund af fejlagtige instrukser og fordi arbejdsgiverne efter sagsanlæg havde anerkendt en 5-årig forældelsesfrist.
Vores kommentar
Vi er selvsagt ærgerlige over, at landsretten konkret vurderede, at forældelsen ikke var suspenderet, men er samtidig tilfredse med, at Moderniseringsstyrelsen efter også landsrettens opfattelse må anses som en central forhandlingspart på vegne af alle statslige arbejdsgivere, når forhandlingerne vedrører generelle spørgsmål, som omfatter alle tjenestemænd. Når der pågår sådanne forhandlinger kan de enkelte tjenestemændene derfor ikke – blot for at undgå forældelse – forventes at skulle rejse en række søgsmål om ensartede krav mod hver deres arbejdsgiver.
Sagen er ikke anket til Højesteret.
Sagen blev for CFU og de enkelte forbund ført af advokaterne Karsten Høj og Kira Kolby Christensen.