Højesteret afsagde i går den 12. juni 2012 dom i den omtalte sag, hvor en ung kvinde fik reduceret sin godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne med den begrundelse, at hun med stor sandsynlighed ville være død inden 4 år efter patientskadens indtræden. Med en hel ny formuleret begrundelse stadfæstede Højesteret den indankede dom, der blev afsagt af Østre Landsret den 17. januar 2012, dog således at Højesteret modsat Landsretten ikke fandt, at der forelå sådanne helt særlige omstændigheder, at der kan tilkendes omkostningsdækning for den administrative behandling.
Vores nyhed om landsretsdommen kan læses her.
Elmer & Partneres kommentarer:
Den unge kvinde, der på grund af fejl hos egen læge og en speciallæge fik diagnosticeret aggressiv brystkræft med ca. 5 måneders forsinkelse, døde efter Østre Landsret havde behandlet sagen og afsagt dom, men inden sagen blev behandlet i Højesteret den 29. maj 2012.
Patientskadeankenævnet gjorde med “fornyet styrke” gældende, at praksis for at reducere erstatning, når skadelidte på afgørelsestidspunktet er afgået ved døden (“mellemkommende død”), også finder anvendelse, når der foreligger sikre lægelige oplysninger om, at skadelidte vil dø inden for 4 år, at der i denne sag forelå en sådan prognose, og at rigtigheden af prognosen er blevet bekræftet ved, at kvinden døde 3 år og 4 måneder efter patientskadens indtræden.
Vores synspunkt var særligt (som under hele sagens behandling), at erstatningsansvarslovens forenklede udmålingsregler med kapitalerstatning for en skades varige følger i kombination med gennemsnitsregler for betydningen af skadelidtes alder og dermed forventede tid på arbejdsmarkedet, ikke giver adgang til at tage specifikt hensyn til forkortet (eller kort) restlevetid. Som det fremgår af dommen, fulgte Højesteret det synspunkt.
Adgangen til at tage hensyn til, at skadelidte er død på tidspunktet for fastsættelse af erstatningen, fremgår ret klart af forarbejderne til 1984 loven og ved ændringerne i 2002. Selvom også reduktion for “mellemkommende død” også strider mod de helt grundlæggende principper for udmåling, er det ret klart, at lovgiver udtrykkeligt har ønsket, at denne praksis kan videreføres. Det samme gælder reduktion for, at der er andre årsager til skadens indtræden. Men da der ikke i lovforarbejderne er antydningen af holdepunkter for, at der kan ske reduktion som følge af hverken forkortet eller kort restlevetid følger det af lovens “ordlyd og formål”, at der ikke kan ske reduktion alene fordi “skadelidte forventes at dø kort tid efter skadestidspunktet”.
Selvom Kammeradvokaten på vegne Patientskadeankenævnet “angreb” Østre Landsretsdom i usædvanligt hårde vendinger og sammenfattende betegnede dommen som en “svipser”, er det meget tilfredsstillende, at Højesteret med endnu mere klare præmisser nåede frem til samme resultat. Det er en vigtig dom ikke blot for kvindens efterladte men også for andre i samme situation, der har fået deres sager afgjort forkert. De får dem nu genoptaget således, at den reducerede erstatning kan blive efterbetalt.
Det bør hos Patientforsikringen, der under klagesagen i Nævnet fremkom med et egentligt juridisk partsindlæg til støtte for deres afgørelse, give anledning til at overveje, om man ikke gik for langt for at afprøve et juridisk spørgsmål, der må have forekommet dem meget tvivlsomt berettiget. Det gælder også, selvom Patientskadeankenævnet efterfølgende godkendte deres afgørelse. Vi oplever også i andre sammenhænge, at Patientforsikringen om end ikke “opfinder” juridiske synspunkter, der begrænser erstatningerne, så i hvert fald begrunder afgørelser helt ud til kanten af, hvad gældende regler kan bære.
Det havde klædt Patientskadeankenævnet, om de havde fulgt vores opfordring til at behandle dette væsentlige juridiske spørgsmål på et formandsmøde med alle 6 dommere som deltagere i stedet for blot at overlade det til et enkelt nævn at træffe afgørelse. Det gælder særligt, når Nævnets forretningsorden giver adgang til det. Vi er ikke sikre på, at alle 6 formænd i Nævnet ville have været enige i den afgørelse, der blev truffet (i hvert fald ved vi nu, at i alt 10 dommere har været af en anden opfattelse) og dermed kunne denne for kvinden og hendes familie ekstremt belastende sag måske have været undgået.
Med Højesterets begrundelse for ikke at yde skadelidte dækning for udgifter til advokatbistand under sagens behandling i Nævnet er det nu helt klart, at det er stort set umuligt at opnå en sådan dækning. Eneste situation, hvor vi kan forestille os ret til dækning, er, hvor en advokat påpeger egentlige fejl, der utvivlsomt fører til et ændret resultat (der ellers ikke var opnået), eller hvis skadelidte pga. eksempelvis en alvorlig hjerneskade er ude af stand til at varetage egne interesser.
Henvendelser om sagen og dommen kan ske til advokat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk, der førte sagen.